Ligeløn? Den dag jeg døde indvendig

Min mor var rødstrømpe. Og jeg er opvokset med ligestilling  – nogle gange ud i ekstremerne.

Inderst inde har jeg godt vidst, der overhovedet ikke er ligeløn på de danske arbejdspladser, men jeg har bare aldrig rigtig fået det smidt op i hovedet.

Der er stadig meget hemmelighedskræmmeri omkring vores løn og det er blandt andet på grund af problemstillinger som ligeløn, at man ikke just bliver opfordret til at tale om sin løn.

Jeg har været flere steder, hvor chefen har sagt: “Ja, nu må jeg jo ikke forbyde dig at fortælle hvad du får i løn, men…”.

Eller chefen har antydet, man får mere end alle andre, så derfor er det nok smartest, man ikke taler om det.

Den dag, jeg fik nok, var på en tidligere arbejdsplads, hvor en af mine yndlingskollegaer sagde op, og vi have lige et kort kaffemøde omkring det.

Jeg var simpelthen nødt til at spørge ham, hvad han fik i løn, fordi jeg havde en mistanke om, chefen diskriminerede groft.

Min kollega havde mindre ansvar end mig, samme arbejdsindsats og smuttede også så snart klokken var 16, ligesom mig.

Han var så en mand…

Der fik 5000 kroner mere end mig om måneden

Og så døde jeg indvendig. Altså efter jeg var nødt til at gå på badeværelset og tude af raseri i fem minutter.

Det var begyndelsen til enden. To måneder efter sagde jeg op.

Chefens undskyldning? Jamen vi kvinder kan jo ikke yde samme indsats, når vi skal hente børn og går på barsel.

Død indvendig…og vel også udvendig 🙂