Anekdoter fra et arbejdsliv

Jeg prøver at starte en webshop op. Det koster blod, sved og tårer at få det til at køre. Og at få kunder derind er en videnskab, jeg ikke har forstået endnu.

Men jeg vil ikke tilbage til det traditionelle arbejdsmarked. Jeg orker bare ikke flere dårlige chefer, dårligt arbejdsklima og 8-16-job. Det er bare ikke for mig.

Dog kan jeg kigge tilbage på mange år med arbejdspladser, der egnede sig fremragende til et realityshow. Og jeg har anekdoter nok til adskillige sæsoner til af “The Office”

Her er et par stykker af dem:

#1:

Da jeg var til ansættelsessamtale for nogle år tilbage, kom jeg ind i et kontor af ældre dato. Det var chefens kontor og stolene var derfor ikke mødestole, men kontorstole. Ikke helt nye, vel at mærke.

Jeg satte mig på den eneste ledige og sad fint, indtil jeg begyndte at slappe af og læne mig tilbage. Hvorefter ryggen knækkede af…..

I min nervøsitet kom jeg til at grine af det, men det var jeg så den eneste der gjorde. Der var en pinlig stilhed lige bagefter. Underligt nok fik jeg alligevel jobbet.

#2:

Der var en type på kontoret, vi kan jo kalde ham Dwight efter hans klon i “The Office”. Han var en anelse paranoid omkring firmaets server, som stod i et brand- og lydsikkert rum i et hjørne af kontoret.

En dag kom der en mand fra vagtfirmaet og skulle checke sensorer mv., som en del af deres sikkerhedsreglement. Han skulle selvfølgelig ind og checke, alt var ok i serverrummet.

Dwight nægtede at give ham adgang til at komme derind. Det var jo en sikkerhedstrussel! Vagtmanden sagde, det var han nødt til for at godkende bygningen i henhold til deres sikkerhedsreglement. Dwight nægtede stadig. Vagtmanden sagde, efter flere forsøg på forhandling, at så gik han. Bygningen ville så ikke blive godkendt. Til sidst fik han lov. Mod at Dwight stod så tæt på ham i serverrummet, at der lige kunne stikkes et stykke papir ned imellem dem.

Og hvad skete der så i serverrummet? Vagtmanden lyste med en lommelygte (lyset var gået) på sensoren derinde og konstaterede, alt var ok. Det tog 5 sekunder

#3:

Dwight var kendt for at gemme alt. Julekort, kalendere, bøger om salg fra 1980’erne osv..

Vi befinder os i 2014. Dwight er ved at lede efter noget i sine skuffer. Pludselig udbryder han glad:

“Nej, en chokoladekalender fra 2009!!!”

Han går i gang med at åbne låger og skal til at spise chokoladen, da en kollega spørger, om det nu også er smart at spise chokolade, der er 5 år gammel? Dwight kan ikke helt se problemet. Indtil kollegaen påpegede, at han jo ville blive alvorligt syg af det. Og så ikke kunne komme på arbejde i mindst en uge.

DET skræmte Dwight nok til at han straks smed kalenderen og alle chokoladerne ud.

God weekend derude, og husk at nedskrive alle de underlige hændelser fra kontorlivet. De kan komme jer til gode en dag 🙂

Hilsen Stine